You are here
Fælles målsætning
Verdens skove er truet af skovrydning og rovdrift. Da skovene danner grundlag for de produkter, vi laver som virksomheder, har vi et ansvar for at sikre, at de bliver forvaltet på en bæredygtig måde. Vi har derfor valgt at gå sammen for at sikre bedre vilkår for skoven og de mennesker, dyr og planter, der er afhængige af den. Inden for en 5-årig periode vil vi derfor sikre bæredygtighed omkring vores brug af træ ved at arbejde med følgende principper.
Alle virksomheder, der deltager i kampagnen, tilslutter sig disse fælles målsætninger:
1. 100% FSC-certificeret
Vi vil udelukkende bruge træ fra FSC-certificerede skove i vores produkter. Dette vil vi opnå inden for en 5-årig periode. FSC er en garanti for at man ikke fælder mere træ end skoven kan reproducere, og at natur og mennesker i og omkring skoven er sikret gode vilkår.
2. Mindre kendte træsorter
Vi vil, så vidt vi arbejder med tropisk træ, inddrage mindre kendte træsorter i vores sortiment for at mindske presset på de kendte sorter som teak og mahogni, og skabe en mere bæredygtig brug af tropiske skove. Tropiske skove indeholder ofte over hundrede forskellige træsorter, men kun enkelte af dem bliver brugt i Danmark. Det skaber et kæmpe pres på skovene som helhed, og det kan vi gøre noget ved som producenter.
3. Træ fra lokale producenter i fattige lande
Vi vil give fattige mennesker indkomstmuligheder og en personlig interesse i at bevare skoven. Ved at arbejde sammen med lokale producenter i regnskoven, kan vores produkter være med til at sikre en bæredygtig forvaltning af nogle af verdens mest truede skovområder og samtidig sikre de mennesker en bedre fremtid.
FOTO FSC Danmark



